Jeg har haft kat, siden jeg var 12 år gammel og har haft 4 katte før mine nuværende katte nedenfor.

Min første kat var Pjevs, som min mor fandt nede i Utterslev mose. Han var knap 6 uger gammel og havde stadig blå øjne. Han var tydeligt tam, men vandrede rund nede i mosen mutters alene. Ingen ville vide af ham, så han kom hjem og bo hos os. Trods den skæve start i livet uden en kattemor, udviklede han sig til at blive en dejlig, rar kælekat. Hver gang min mor gik ind i et rum, hvor han lå, spandt han, så det rungede i hele rummet. Han blev 14 år gammel.

Min næste kat var Freja. Hende hentede vi på Inges Kattehjem for at få en kammerat til Pjevs. Freja var en killing, som var blevet taget for tidligt fra sin mor og havde boet sine første uger alene hos en psykisk syg dame. Hun og Pjevs kom godt ud af det med hinanden. Freja var en kulsort skønhed, en rigtig dame og en selvstændig en af slagsen, som var god til at fange pizzastykker (og også levende bytte jævnligt). Freja blev omkring 13 år gammel.

Lucky var min tredje kat. Lucky var og er mit hjerte- og smertensbarn. Han var en ener, som jeg stadig den dag i dag kan fælde tårer over at mangle. Jeg mødte Lucky på en kirkegård på Rhodos da jeg var omkring 20 år gammel. Jeg skulle jo ikke have en kat – og slet ikke en fra Grækenland. Men han kaldte på mig hver dag, når jeg gik forbi kirkegården, og til sidst kunne jeg ikke holde ud at lade være med at tage ham med hjem. Lucky var en kludekat – han ELSKEDE al berøring og kontakt. Han kunne kælke, cykle i cykelkurv og gik med i bad. Han fangede tæer under dynen, men det var en del af hans charme. Det viste sig, da han kom op til vores kolde klima, at han udviklede en blød, semilanghåret pels. I snevejr var hele hans mave fyldt med ‘snebolde’ i krøllerne, og vi brugte timer på at tø ham op i håndklæder. Lucky døde for tidligt – måske er det også derfor, at han den dag i dag, over 10 år efter sin død, stadig smerter mig så meget – hans nyrer svigtede pludseligt, da han var omkring 4 år gammel.

Min fjerde kat er faktisk stadig i live den dag i dag. Line er en seniorkat, som bor hos min mor. Jeg fik hende fra Dyreværnet, og hun startede med at bo hos mig i min lejlighed. Dengang for snart 10 år siden havde jeg ikke den viden om katteadfærd, som jeg har nu. Jeg kunne ikke finde ud af at aktivere hende, da hun ikke ville lege. Og jeg var ikke klar over, at hun kunne motiveres på andre måder. Hun sad dagen lang og skreg ud af vinduerne, når jeg ikke var hjemme, så til sidst flyttede hun hen til min mor med hus og have. Hun ændrede fuldstændig karakter af flytningen og blev glad og meget mere rolig. Hun er i dag en super sassy, ældre dame, som fortæller de 4 resterende katte hos min mor, hvor skabet skal stå.

Hun løber ham i møde og kalder altid på ham, hvis hun ser ham. Skipper er også ok i hendes optik, mens hun har stor respekt for Mille, som godt kan have lange negle til tider. Amy kan også findes på hjemmesiden.

Min interesse for katteadfærd
Min interesse for katteadfærd tog for alvor fart, da jeg blev frivillig kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, hvor vi ofte henter katte, som har brug for en hjælpende hånd for at komme videre i livet. Her møder jeg katte, som er blevet dumpet, blevet væk eller behandlet på en skidt måde (for det meste af uvidenhed). Disse katte har virkelig brug for hjælp til at komme videre i livet, og det er dejligt at kunne hjælpe dem på vej.

Derudover spirede min interesse for katteadfærd også, da jeg begyndte at deltage i forskellige Facebookgrupper om katte. Her blev det hurtigt tydeligt for mig, at mange katteejere elsker deres kæledyr højt, men kattenes adfærd kan nogle gange gøre forholdet kat og ejer imellem noget anspændt, så de kan have brug for råd og vejledning. Og da mit hjerte allerede bankede for kattene på det tidspunkt, besluttede jeg mig for at uddanne mig til katteadfærdskonsulent for at hjælpe så mange katte og katteejere som muligt.