Som katteejere er det vigtigt at minde os selv om, at vores katte ikke kan tale og dermed fortælle os, hvis der er noget galt. Vores katte fortæller os i stedet for, at de ikke trives eller har det dårligt fysisk ved at ændre deres adfærd. Eller den uønskede adfærd kan være naturlig adfærd for katten (altså helt normal i kattens øjne), men uhensigtsmæssig i bofællesskabet med kattens ejer. Selvom både ændret adfærd på grund af sygdom/mistrivsel og naturlig adfærd kan give gnidninger i forhold til

katten, er den gode nyhed, at problemerne for det meste kan løses enten helt eller delvist, så bofællesskabet bliver acceptabelt for både kat og ejer.

Eksempler på uønsket adfærd

Katten;
– er urenlig uden for kattebakken
– kradser i sofaen, dørkarme eller andre uønskede steder
– aggressive over for andre katte, andre mennesker og/eller andre dyr
– bliver angst, når der kommer gæster
– går i panik, når den skal til dyrlægen
– spiser ting, som ikke skal spises (plastik, stof, bøger, møbler osv.), dette kaldes pica
– vasker sig så meget, at den får skaldede pletter på kroppen
– løber rundt i huset kl. 4 om morgenen og vækker sin ejer
– bider i hænder og/eller fødder
– katten gemmer sig hele tiden
– udviser anden uønsket adfærd…

Det er vigtigt at holde sig for øje, at mange af de ovenstående problemer kan skyldes sygdom, ubehag eller mistrivsel hos katten. Derfor anbefaler jeg, at katten tilses af en dyrlæge som laver et gennemgående tjek af katten lige fra ’tændernes sundhed til halens bevægelighed’ for at udelukke dette. Ellers vil det ofte ikke være muligt at hjælpe din kat.

Man skal også huske, at uønsket adfærd for en ejer ikke nødvendigvis er det for andre. Nogle ejere accepterer for eksempel, at katten går på bordene i hjemmet, mens det for andre er uacceptabelt. Og det er ok at have forskellige grænser for, hvad man anser for uønsket adfærd – man skal blot også huske, at noget af adfærden kan være naturlig for katten, og dermed bør man som ejer prøve at finde andre måder for katten at udleve den naturlige adfærd :o)